I løbet af det sidste års tid, har eleverne på Kunstskolen Rammens grafiske tegnestue arbejdet intensivt med 3D modellering- og print. Eleverne har i den grad taget denne nye teknologi til sig, og 3D-mediet er i løbet af relativt kort tid blevet en fast del af undervisningen i grafisk design. Der er flere aspekter i 3D mediet. Dels er der selve modelleringsprocessen, der primært foregår i 3D-tegneprogrammet “Blender”, men samtidig ligger der et større stykke teknisk arbejde i at eksportere, skalere og i det hele taget klargøre en given 3D model, således at den kan printes på en 3D printer. På skolen bruges en Saturn 3 ULTRA 12K resin-printer, som kan printe utroligt nøjagtigt. Den fungerer ved at bestråle den flydende resin med UV-lys hvilket får den til at størkne til en plastiklignende konsistens.
top of page
bottom of page